Indkøb uden bus – hvordan?


Om godt og vel en måned kommer der ikke længere busser til Margrethegården, og hvordan køber vi så ind? Vi skal selvfølgelig råbe op og klage så højt og så længe, så vi får bussen tilbage. 

Men i mellemtiden – hvilke muligheder har vi, når vi skal købe dagligvarer, og ikke har mulighed for at køre bil, cykle eller gå, og ikke kan klare os med vareudbuddet i kiosken og restauranten?

Indkøbsbussen

En del beboere på Margrethegården benytter allerede Indkøbsbus/Roskilde, og det kan være at flere nu vil prøve denne mulighed.

Indkøbsbus/Roskilde er en social forening bestående af frivillige, som hjælper ældre og gangbesværede med at komme ud og handle i hyggelige sociale rammer.

Bussen kører  mandag, onsdag og torsdag. Man bliver hentet ved hovedindgangen og bragt tilbage igen to timer senere. Indkøbene foregår på Ro’s Torv, hvor man har et fast mødested (Det Grønne Køkken), og hvor man kan drikke en kop kaffe sammen. Der er mulighed for at få en hjælper med til indkøbene, hvis man har behov. 

Prisen er 50 kr/indkøbstur. 

Hvis man vil tilmeldes eller vide mere, kan man kontakte Bente Ramskov, tlf 24418741 eller

Birthe Ejsing, 24263845.

Netbutik til dagligvarer.

Der er også en del, der køber dagligvarer via netbutik og får varerne leveret, og det kan være at endnu flere nu vil prøve det.

De nemmeste muligheder er nemlig.com og bilkatogo.dk.

Begge steder søger man på den vare man vil købe, vælger og fylder dem evt i en indkøbskurv. Man kan også bladre sig igennem kategorier og tilbud for at se, om noget kunne interessere én.  

Først, når der er købt for over 500 kr, kan man få varerne leveret, og begge butikker tager et mindre beløb for at levere og emballere varerne. Betalingen foregår med kreditkort eller mobilePay.l

Rema1000 har også en netbutik; men den er mere bøvlet, fordi de har en ordning, hvor kunder kan levere til andre kunder, og derfor ved man ikke, hvornår og om ens varer kommer.

At handle på nettet kræver lidt tilvænning og vil ofte drille i starten. Får man brug for hjælp til indkøbene, kan man få det i vores It-Cafeen.