September 2024


Sommerfest 2024

Vejret var ikke med os til den årlige aktivitetsdag. Selvom vejrudsigten havde lovet sol og tørvejr et par dage inden, så det ud til regn og blæst om morgenen, så festen rykkede indendørs i restauranten, og blev ændret fra aktivitetsdag til sommerfest. 

Der var stuvende fyldt ved bordene i restauranten, men alle fik en plads og stemningen var fin, mens kaffe og kage blev serveret. 

Humøret var ikke mindst båret af de fine musikindslag, som festen bød på. Først havde vi om eftermiddagen en gruppe udvalgte spillemænd som ved violiner, harmonika, vores egen Ebba på fløjte samt ikke mindst en ægte savspiller leverede en festlig og medrivende koncert af polkaer, valse og scottish’er og andre traditionelle spillemandsmelodier, som er blevet spillet og danset til i hundreder af år. 

Efter en meget vellykket middag, spillede Grønlund Kvartetten op med et

repertoire, der spændte fra Kai Normann Andersen til Kim Andersen og fra Louis Armstrong til folkemelodier.

Og de satte gang i aktiviteterne. Der blev klappet, sunget med og ikke mindst danset til musikken.

Oplysning om flagning

Vi har i Flagudvalget fået en henvendelse angående mere offentliggørelse af, hvorfor vi flager. 

Altså at der bliver gjort opmærksom på, at der flages i anledning af xxx’s fødselsdag, eller bryllupsdage, eller andre dage, hvor flaget er oppe. 

Jeg mener, at vi gør, hvad vi kan/bør for at tydeliggøre det. Vi har MÆRKEDAGSKORT på begge opslagstavler med tydelig markering af, hvilken offentlig begivenhed det er. Der er 16 årlige officielle flagdage, og hver enkelt officielle dag har sit eget kort. 

Derudover flages der for mange beboere i forskellige anledninger, mest fødselsdag. Men det er langtfra altid, at personen ønsker at “annoncere” sin fødselsdag, så derfor har vi et kort på begge tavler, hvor der står PRIVAT. 

Endelig har vi kort hængende på tavlerne, hver gang der er en begivenhed i bebyggelsen. Det være sig vores aktivitetsdag, loppemarked, luciaoptog, julemarked,ny administrator, køkkenchef, varmemester eller lignende. Eller farvel til samme. På det kort vi bruger i den anledning, står der BEBOER ARRANGEMENT.

Vi mener i Flagudvalget, at de kort, vi bruger på opslagstavlerne, hver gang Dannebrog hejses, dækker behovet.

Jeg er helt klar på en dialog/meningstilkendegivelse desangående, så hold jer ikke tilbage med kommentarer. 

Jeg kan træffes på mail: jyttehjort@gmail.com 

Jytte Hjort

Formand for Flagudvalget 

Jytte Hjort

Formand for Flagudvalget 

Undgå digital svindel

Flere beboere på Margrethegården har været udsat for forsøg på digital svindel. Der kommer en SMS, tilsyneladende fra et barn eller barnebarn, som har mistet sin telefon og har brug for at få overført penge over MobilePay. For eksempel til en, som de skal købe en ny telefon af. Men det er fup! Det er en svindler, som har sendt beskeden. 

I andre tilfælde ringer svindlere op, og siger, at de er fra banken, politiet, kommunen eller en anden troværdig institution. Det fortæller for eksempel, at nogen har hacket sig ind i din bankkonto og er ved at overføre alle dine penge til udlandet. Derfor skal du straks oplyse dit cpr-nummer, oplysningerne om din konto samt dit dankort eller eventuelt overføre alle dine penge ved hjælp af MobilePay. 

Tro ikke på alt

For at undgå at blive snydt skal du være skeptisk: Tro ikke på alt, hvad du læser eller hører. Spørg dig selv, om det giver mening, at afsenderen kontakter dig på denne måde.

Hverken banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder vil nogensinde ringe dig op og bede om den slags oplysninger. Hvis banken har mistanke om, at nogen misbruger din konto, kan den spærre kontoen uden din hjælp. De kender både dit cpr-nummer og alle dine kontooplysninger. Politiet kan finde dit cpr-nummer i deres systemer, hvis de har brug for det. De vil aldrig ringe og spørge efter det. Kommunen kan heller ikke finde på det. De kender dit cpr-nummer, og hvis du skal have penge fra dem, eller andre offentlige myndigheder, så kender de kontonummeret til din nemkonto.   

Så opgiv aldrig personlige oplysninger, medmindre du selv har taget initiativet til kontakten: Pålidelige institutioner vil aldrig bede dig om at oplyse dine personlige oplysninger via sms eller telefon.

Hvis du er blevet udsat for svindel:

Spær dit kort: Hvis du har oplyst dine kortinformationer, så spær dit kort ved at ringe til Nets 44 89 29 29.

Kontakt banken og forsøg at få betaling og overførsel standset.

Meld det tihttps://it-cafe.dk/digitale-svindlere/l politiet, tlf. 114

Hvis du har mistet sundhedskortet eller uvedkommende har fået fat i  dit personnummer så få sat en kreditadvarsel i cpr-registret på borger.dk

Du kan læse mere om digital svindel på It Cafeens hjemmeside: https://it-cafe.dk/digitale-svindlere/ 

Beboermøde om digital svindel

Den 31. oktober kl. 19 inviterer Beboerforeningen til foredrag om digital svindet med politiassistent Randi Mortensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Turen til byrådsmødet

Byrådet starter hvert møde med en sang, og på mødet den 4. september, hvor vores borgerforslag Giv os bussen tilbage, var på dagsordenen sang de Kim Larsens De smukke unge mennesker. Det var nok til ære for os.

Mange fra Margrethegården kørte med veteranbussen, som Beboerforeningen havde lejet til mødet, men der var ikke plads i bussen til alle, så nogen kom i egne biler eller med taxa. Der var så mange interesserede, at der måtte sættes ekstra stole til tilhørere ind i byrådssalen. 

Lene Weidemann motiverede vores forslag og gjorde det klart, at det er to dele. Vi ønsker en kortsigtet løsning, som kan afhjælpe de værste problemer så hurtigt som muligt, men også en langsigtet løsning, som kan sikre en ordentlig kollektiv transport ikke bare til os, men til hele Roskilde. 

Lene understregede endvidere, at vi ikke stopper her. Hun annoncerede, at Beboerforeningen planlægger at holde et møde med temaet: Hvad er velfærd for ældre med politikere op til byrådsvalget? 

Borgmesteren og de byrådsmedlemmer, som tog ordet i debatten, roste vores forslag, vores indsats og det store fremmøde. Diskussionen mellem partierne handlede mest om, hvor pengene til en begrænset løsning skal komme fra og ikke om der skal findes en løsning. Alle lod til at gå ind for, at der skal komme en bus.

Til slut vedtog byrådet, at Klima- og Miljøudvalget skal arbejde videre med sagen. 

I udvalget

Byrådets Klima- og Miljøudvalg har foreslået, at der i budgettet for 2025 afsættes en million til at genetablere linje 209 i hverdagen med to timers drift mellem klokken ni og fjorten og at mulighederne, for at der også kan være bus lørdagen, undersøges. 

Det forslag tager udvalget nok udgangspunkt i, når det begynder arbejdet.

Beboerforeningen og busgruppen vil følge sagen nøje, især for at få den begrænsede løsning sat i værk så hurtigt som muligt. 

Den normale fremgangsmåde, når kommunen bestiller busser  hos Movia er, at bestillingen afgives i oktober måned og bussen kommer til juli næste år. 

Vi håber, at vi kan få kommunen til at forhandle med Movia og få en hurtigere løsning. 

Byrådet har nedsat et udvalg til at komme med forslag til den kollektive trafik i Roskilde. Busgruppen og Beboerforeningen vil presse på over for medlemmerne for at få dem til at tage en bedre busdækning i vores område med i deres arbejde.

Hvis du vil se eller gense Lene fremlægge forslaget og byrådets debat om det, kan det ses på kommunens hjemmeside på adressen: 

roskilde.kommune-tv.dk/

Vedrørende spisebilletter

Agnete, 68-101, spørger ind til brugen af spisebilletter i sidste nummer af beboerforeningens nyhedsbrev.

Køkkenet og restauranten er en væsentlig del af Margrethegårdens DNA. Desværre giver driften et betydeligt underskud, således var driftsunderskuddet i 2023 på ca kr. 1 mil. Dette underskud skal dækkes ind af Margrethegårdens øvrige drift. Samtidig er vi pålagt at betale moms af dette driftstilskud, således var den samlede omkostning i 2023 1 ¼ mil.

Vores revision har gjort det klart for os, at denne situation er uholdbar og at vi samtidig henlægger for lidt til senere vedligeholdelse.

Denne situation blev der redegjort for på forårets beboermøde.

DSI Margrethegårdens bestyrelse har overvejet mange forskellige løsninger på at nedbringe dette underskud. Dette har foreløbig resulteret i at arbejde hen imod at nedbringe omkostningerne og øge indtægterne.

At producerer smørrebrød er for køkkenet en ekstra omkostning, både i ressourceforbrug af personale samt indkøb af råvarer. Hvis smørrebrødet kunne betales ved brug af spisebilletter ville det således betyde en ekstra omkostning, men uden at give en ekstra indtægt hvilket ikke vil være acceptabelt

Personalet kan fortsat levere smørrebrød som en ekstra serviceydelse, men vi er nødt til at få omkostningerne dækket, og også at få et mindre overskud på denne ydelse.

Som tidligere skrevet, køkkenet og restauranten er en væsentlig del af vores DNA, derfor bliver samtlige beboere der er flyttet ind siden 2015 pålagt at aftage 10 spisebilletter pr måned, det ved man når man underskriver lejekontrakten, og det gælder uanset hvilken situation den enkelte befinder sig i.

Hans Christian Stigaard

Medlem af DSI Margrethegårdens bestyrelse

Vaskeriet

Der er glimrende vaskeforhold på Margrethegården, og vandet er oven i købet afkalket. 

Nogle af os kunne godt ønske en tørreplads i det fri, og derfor spurgte jeg på generalforsamlingen den 21. februar, om det er muligt. 

I det efterfølgende referat nævnes, at spørgsmålet forelægges hovedbestyrelsen. Foreligger der et svar?

Agnete 68-108

Når lynet slår ned

Natten til onsdag 4. september slog lynet ned på Margrethegården. Bogstaveligt talt. Mange af os vågnede op med problemer med elektricitet og elektronik. 

Hvis dit fjernsyn, din pc eller andet elektronik er gået i stykker, dækker Margrethegårdens forsikring ikke. Du skal undersøge, om din egen indboforsikring dækker. Det er der nogle selskaber, som gør, mens det i andre er en ekstra dækning, som skal købes. Du kan læse om det i din police  –  eller ringe til forsikringsselskabet. Du kan læse mere på forsikringsguiden.dk  –  søg efter lynnedslag. 

Nøgler 

Vi har fået udleveret 3 nøgler, dem skal vi passe godt på. På et tidspunkt kunne man få en reservenøgle opbevaret hos varmemesteren, men den ordning er ophørt, så nu har vi selv ansvaret for nøglerne.  

Hvis man er så uheldig at miste sin nøgle, mens døren er låst, kan viceværten ikke hjælpe, da han ikke har en universalnøgle, som kan bruges alle steder. Der er man nødt til at få låseservice til at komme, det er dyrt især i weekenden. 

En god ide er at få en nabo eller en anden her på gården eller en pårørende til at opbevare en af sine nøgler som måske er hjemme eller du kan ringe til.

Krydderurter

Vi har på Margrethegården et bredt udvalg af krydderurter, som må bruges af alle.

På brandvejen, lige hvor den slår et knæk, har vi tre store buske: En rosmarin, en salvie og en lavendel.

Ved syd-terrassen (den rolige terrasse) har vi i øjeblikket krukker med:

Oregano, citrontimian, almindelig timian, purløg, persille, bredbladet persille og basilikum. Planterne er stillet ud af forskellige beboere – f.eks. har mange doneret tiloversblevne persilleplanter, når toppen er klippet ned i persillesovsen.

Hvis man har lyst til at plukke, så pluk ikke mere, end at planterne overlever. Og hvis man ikke kan kende den ene fra den anden, kan man henvende sig til Helle, 68-512 (tlf. 31166772), som viser frem. 

Aktiviteter

Faste aktiviter

Billardrum: i kælderen, åben for alle hele døgnet. Nøgle kan bestilles hos ejendomsfunktionærerne. Det er også muligt at spille bordtennis og dart i lokalet.

Motionsrum:  i kælderen, åbent for alle hele døgnet.

Få eventuelt introduktion/vejledning fra Erik, 5072 9848 eller Helle 3116 6772

Butikken: Åben fra 9.15 til 11.15 alle hverdage.

Indkøbsbussen: Afgang mandag, onsdag og torsdag ml 10-12. Kontakt Ruth Baden Ekelund, tlf. 6111 5803 eller Hanne Larsen, tlf. 3195 2079 for tilmelding. De skal bruge navn, adresse, telefonnummer og telefonnummer til en pårørende.

It Cafeen: Åben mandag, onsdag og fredag klokken 14-16. 

Osteknuden: Hver tirsdag holder ostebilen foran hovedindgangen ved nummer 68 klokken 9.30-11.30. 

Stolegymnastik: Åbent for alle. Tirsdag kl. 10-12 i selskabslokalet.

Gåtur i rask tempo: Onsdag klokken 9- ca. 10. Vi mødes i forhallen og går cirka fem kilometer. 

Gåtur i roligt tempo: (alle kan være med): Onsdag klokken 11-12. Vi mødes i forhallen og går en til to kilometer. 

Kommende aktiviteter

Vi synger sammen: Onsdag den 18. september klokken 14-15 i restauranten. 

Modeshow: Fredag den 20. september klokken 14. i restauranten.

Banko: Søndag den 22. september kl. 14 i restauranten. 

Vi synger sammen: Onsdag den 16. oktober klokken 14-15 i restauranten.

Sådan undgår du at blive snydt: Torsdag den 31. oktober i restauranten. Politiassistent Randi Mortensen kommer og fortæller om sikkerhed og svindel.

Oplus_1179650