Marts2025


Larm fra nøglebokse

I vores lejlighed (68-512), har vi fået et alvorligt støjproblem. På væggen ude på gangen ud for vores lejlighed hænger en nøgleboks. Det har der gjort i alle de tre år, vi har boet her; men i løbet af det sidste halve år er boksen blevet taget i brug, da en beboer på gangen har fået brug for sosu-hjælp døgnet rundt. Håndtering af nøgler i nøgleboksen larmer overraskende meget – og støjen forstærkes kraftigt ind i lejligheden. I starten troede vi, at nogen stod inde i lejligheden og skramlede med metal. Måske er det, fordi boksen hænger ud for skabet i gangen, at støjen forstærkes som i en guitarkasse. Det er svært at sige. Vi bliver i hvert fald jævnligt vækket midt om natten, og også om dagen er det til stor irritation. 

Vi har sat en seddel på boksen til sosu’erne om at være hensynsfulde, især om natten, og vi kan høre, at de lister og famler; men støjen er alligevel markant.

Vi har henvendt os til både viceværter og administrator, som kun har kunnet sende klagen videre til kommunen, som tilsyneladende ikke er indstillet på at løse det. Vi har også selv klaget til kommunen uden at få svar. 

Vi tror ikke, at vores problem bliver taget alvorligt. Hvor meget kan en nøgleboks vel larme? Er det ikke bare nogle gamle kværulanter, som ikke har andre fornøjelser end at føle sig generet? 

Men problemet er reelt og stort, og vi ved, at andre beboere har oplevet det samme.

Vi foreslår, at Margrethegården indfører en regel om at nøglebokse ikke må ophænges på vægge ind mod lejlighederne – de kan hænge i trappeopgange, ved elevatoren i den nordlige ende i nummer 68 eller andre steder, hvor der ikke bor nogen bag væggen.

Helle og Carl 68, 512 

Nye medlemmer i flagudvalget

Vi har det sidste halve år været heldige at få flere beboere med på holdet i Flagudvalget. 

Nogle har meldt sig frivilligt. Andre er blevet “kapret” 😄

Det er en fornøjelse, at vi kan være flere om flagvagterne. 

Det er heldigvis så populært at købe/anmode om flagning af forskellige årsager, så vi har – foruden de officielle flagvagter – rigtig mange private flagninger. 

Der er årligt 16 officielle flagninger og i 2024 havde vi derforuden 24 private flagninger. 

Indtil nu er der for året 2025 allerede købt/bestilt private flagninger for 14 personer!!! 

Så jeg hilser nye medlemmer VELKOMMEN PÅ HOLDET 🇩🇰

De nye er:

    • Anny / 68-616

    • Flemming / 68-214

    • Grethe / 68-101

    • Jeanne / 68-316

    • Ruth / 68-601

    • Vagn / 68-101

Samtlige medlemmer i Flagudvalget kan ses på opslagstavlen i forhallen. 

Jeg kan træffes på mail: jyttehjort@gmail.com 

Jytte Hjort 🇩🇰
Formand for Flagudvalget 

Vil du spille Whist?

Mon der er 3-4 beboere her på Margrethegården, der kunne tænke sig at spille Whist – for eksempel et par timer hver 14. dag. 

Så send er par ord til grevag@gmail.com eller ring 40 85 75 05

Vagn Jensen 68-101

Frivillige søges 

Som vi tidligere har skrevet om her i bladet, tales der ofte om forskellige frivillige aktiviteter. 

Udfordringen er blot, at der skal være én eller flere, der starter. 

Måske er det en udfordring at finde egnet lokale. 

Måske skal der bruges remedier. 

Måske er det svært at finde et egnet tidspunkt.

Måske ……?

Det vigtigste for at starte noget nyt op er, at du selv har interessen. Prøv at tale med en anden beboer, der kan tænkes at have samme interesse. Sæt jer ned og lav en plan. Tag gerne kontakt til en af os fra Nyhedsbrevet, eller måske en beboer, der i forvejen har startet en gruppe op.

Et eksempel:

Da jeg startede Luciaoptoget, fortalte jeg om ideen til flere beboere, og kunne mærke interessen. Jeg tog kontakt til et ægtepar, og så satte vi os ned og lavede en plan. Undervejs måtte vi have kontakt til Beboerforeningen for at høre om det kolliderede med andre arrangementer. Vi tog også kontakt til Køkkenet for at reservere restauranten. Beboerforeningen var meget behjælpelig med at sørge for gløgg og æbleskiver. Vores lille butik hjalp med at sælge billetter. 

Og som I ved, er det jo en god tradition, der er blevet skabt her på Gården. 

Hvis du ikke lige kan “finde” en beboer, der kan hjælpe dig med at føre din idé ud i livet, så hold dig ikke tilbage med at tage fat i os andre. 

Vi er altid behjælpelige, da det jo i sidste ende er til fælles gavn og glæde. 

Margrethegården er – og skal altid være – et dejligt sted at bo ❣️

Jytte – 72-108

Bestyrelsesnyt

Lene Weidemann, som blev valgt til Beboerforeningens bestyrelse på generalforsamlingen den 12. februar og på det første bestyrelsesmøde blev konstituert som kasserer, er desværre blevet syg, og må  –  i hvert fald i en periode  –  lægge bestyrelsesarbejdet fra sig. Lisbeth Schlie, som blev valgt som suppleant, er derfor trådt ind i bestyrelsen og udpeget til at være kasserer.

Vi ønsker Lene en hurtig og god bedring. 

Beboerforeningens bestyrelse


Fælles krydderurter

På Margrethegården har vi krydderurter to steder:

Hvor Brandvejen drejer har vi på højre side (hvis man kommer fra 68) tre urter: rosmarin, salvie og lavendel. Det er store robuste planter, og de kan høstes hele året. Rosmarinen er bedst lige nu, hvor den står i knop. 

På den østlige terrasse (mod mosen) står en potte med timian, som ligeledes kan høstes hele året. 

Nu er der kommet plantekasser, hvor det er meningen, at vi skal have persille, purløg, dild, basilikum, mynte, koriander etc etc, når vækstsæsonen starter.

oplus_1048578

I den forbindelse, er man meget velkommen til at give et bidrag i form af udtjente, afklippede potter med persille og purløg, hvis man har. Stil dem ned på terrassen, og de bliver plantet ud i kasserne. Det er meningen, at vi alle skal kunne bruge af urterne, når der engang kommer vækst i dem.

Helle 68 – 512


Fælles aviser

I læse-/tv-stuen i nummer 68 får vi hver dag tre dagblade. Politiken, Berlingeren og Dagbladet  –  den lokale avis. 

Flere beboere har bedt Annette om at få udskiftet en af aviserne med Kristeligt Dagblad. Annette har bedt Beboerforeningen om at arrangere en afstemning blandt alle beboerne for at få fastslået, hvilke aviser der er mest efterspørgsel efter. 

Det vil blive organiseret i løbet af april måned. 

Bodil og Carl
Beboerforeningen


Bogbussen pensioneres

I mange år er bibliotekets bus stoppet foran Margrethegårdens hovedindgang. Men bussen er gammel og har længe trængt til at blive erstattet af et mere moderne køretøj. Og i begyndelsen af maj måned er det slut for den gamle bus. 

Når bogbussen går på pension, får den nye bus en anden rute og køreplan. Og med den nye køreplan stopper bogbussen ikke længere ved Margrethegården. 

Den nye bus er købt og klar, den er indrettet til biblioteksbus og parat til at køre ud. Det der nu står tilbage er, at læsserampen, som personalet skal bruge til at køre bøger ombord, skal bygges om, så den passer til den nye bus. Det regner biblioteket med vil være ordnet i begyndelsen af maj. 

Så fra begyndelsen af maj, er det slut med biblioteksbussen ved Margrethegården. 

Få bøgerne bragt

Hvis du på grund af alder, sygdom eller handicap, ikke selv kan komme på biblioteket, kan du få biblioteket til at bringe bøgerne ud. 

Hvis du er interesseret kan du kontakte biblioteket på telefon 46 31 50 73 eller på mail: bibliotek@roskilde.dk.


Fællesskab og frivillige

Margrethegården er ikke en almindelig udlejningsejendom. Det er et kollektivhus og et fællesskab. Et fællesskab, som skabes af os beboere. At bo her kan godt minde lidt om at bo i en landsby. Man hilser på hinanden, når man mødes, man kender hinanden, i hvert fald af udseende, mange spiser i restauranten hver aften og man mødes af hjælpsomhed og sammenhold i hverdagen. Vi har en beboerforening, som arrangerer foredrag, udflugter, fester og andre aktiviteter, som bringer folk sammen. 

Og mange aktiviteter opstår mellem beboere med fælles interesser. Det gælder for eksempel stolegymnastik, som samler motionister hver tirsdag formiddag, og som afsluttes med en kop hyggekaffe i dagligstuen, eller mandagshygge og bordtennis, hvor flere sidder sammen og får en snak og en kop kaffe i dagligstuen og på skift, to ad gangen, spiller bordtennis i selskabslokalet. Syng Sammen eftermiddage, som arrangeres en onsdag eftermiddag om måneden er også resultatet af en gruppe beboeres gode ide, for ikke at tale om Nyhedsbrevet, som er opstået gennem et initiativ fra It Cafeen, som i øvrigt driver en hjemmeside, it-cafe.dk og har opstillet en pc med printer samt et Wifi-modem i dagligstuen, sådan at alle kan få netadgang i dagligstuen og tv-stuen.

Når det bliver forår og sommer, bliver der mulighed for at spille krolf på plænen foran nummer 72 og petanque på banen ved den samme plæne.  

Flere aktiviteter

Hvis du har lyst til at deltage i en aktivitet, som ikke findes endnu, kan du bare sætte i gang. Involverer det brug af restauranten eller selskabslokalet, skal det aftales med den daglige leder, Annette, og køkkenet, men omfatter det et mindre antal beboere, og kan det foregå i dagligstuen, billardrummet i kælderen eller eventuelt udendørs, kan du bare gå i gang med at finde andre, som deler din interesse og vil være med. 

Få hjælp til at sætte noget i gang

Hvis du har lyst til at starte en aktivitet, men ikke ved, hvordan det skal gribes an, kan du få hjælp enten i Beboerforeningen eller ved at kontakte nogle medlemmer af Nyhedsbrevets redaktion:

Bendt Egelund, 64-104, 21 81 28 28
Jytte Hjort, 72-108, 29 45 36 33
Poul Ingerslev, 72-104, 21 79 46 99


Mange interesser og gøremål

Når jeg taler med de nytilflyttede her på Gården, tales der om mange ting. Både minder fra tidligere i livet, familieforhold og meget andet. Men et gennemgående tilbagevendende tema er også muligheden for samvær her på forskellig vis. 

Selvom vi har mange tilbud at byde på og forsøger at få flere i gang, dukker nye emner stadig op – det kan selvfølgelig også være noget, som er foregået før, men som med forslagene kan få nyt liv. 

Et ægtepar har foreslået Whist (nok jydewhist), men det kan en Margrethegården-beboer nok finde ud af. Et andet forslag er en læseklub, som til nu har efterspurgt. 

Der kan også være samtalegrupper, hvor fem til otte beboere fortæller om deres liv og oplevelser, og måske er der, inden vi får set os om, skabt en ny foredragsholder. 

Man må lære, så længe man kan, og for nylig blev jeg spurgt, om jeg oplyser nye beboere om muligheden for boligtilskud. Det har jeg ikke gjort, men det vil jeg gøre i fremtiden, og man kan selvfølgelig få hjælp til at søge også.

Bendt Egelund
Telefon: 21 81 28 23


Gåtur i rask tempo

Gåturen har holdt vinterpause, men starter igen til maj. Første gang bliver onsdag den 7. maj. Vi mødes klokken 10 i forhallen i nummer 68 og går 5-7 kilometer på 1-1½ time. 

Helle og Sigrid


Om nyhedsbrevet

Margrethegårdens Nyhedsbrev udgives af et udvalg, som består af: Carl Rosschou, Helle Frederiksen, Jytte Hjort, Bendt Egelund og Poul Ingerslev. Og der er plads til flere, hvis du har lyst til at være med. 

Det trykte nyhedsbrev udkommer hver anden måned og bliver uddelt i post-

kasserne. Vi udsender også et digitalt nyhedsbrev, som er mere aktuelt, og som kommer efter behov. Du kan tilmelde dig på nyhedsbrev.margrethegaarden@gmail.com

Tidligere numre kan læses i mappen i tv-  og læsestuen samt på It Cafeens hjemmeside, it-cafe.dk. Hvis du ikke modtager det, kan du sende os en mail på adressen: nyhedsbrev.margrethegaarden@gmail.com. 

Du kan også bruge adressen til at sende os et indlæg.   

Redaktionen