

Vejret i foråret skiftede mellem tørke og byger, sol og blæst, men med juni måned er vi nået til den rigtige sommer – og vi håber, at den bliver god.
Vi får i hvert fald en aktiv sommer på Margrethegården. Den 23. juni er der sankthansfest, udendørs med bål og Midsommervise. Restauranten serverer wienerschnitzel og tilbyder æggekage med kartofler til vegetarerne. Klokken 19 begynder festen. Vi forventer godt vejr, så vi kan være udenfor på terrassen, men skulle vejrguderne skuffe os, rykker vi indenfor i restauranten.
Søndag den 29. juni vender bussen tilbage. Rute 209 kører sin første tur fra Trekroner Plejehjem til Roskilde Station klokken 9.00. Den stopper ved Kongebakken klokken 9.17, hvor de af os, som har lyst, tager imod den med flag, balloner, musik, og hvad vi ellers kan finde på. Vi kører med til stationen og tager med bussen, når den kører tilbage.
Der kommer også en sommerfest i år. I bestyrelsen er vi i gang med planlægningen, men vi kan i hvert fald allerede nu love, at det bliver lige så godt som sidste år – mindst. Festen afholdes fredag den 22. august fra klokken 14. Sæt kryds i kalenderen.
Torsdag den 28. august klokken 19 vælger vi repræsentanter for beboerne på Margrethegården til bestyrelsen for DSI Margrethegården. Se nærmere på side ??.
Så det bliver en travl sommer med mange aktiviteter og tilbud på Margrethegården. Og mange rejser naturligvis på ferie, ned til solen eller ud i regnen, på højskole eller på besøg hos familie eller venner.
Uanset om du er hjemme hele sommeren eller tager bort i en periode, ønsker vi dig en rigtig god sommer.
Redaktionen
Køkkenudvalg?
Skal der i Beboerforeningens regi oprettes et mad-/køkken-udvalg?
Spørgsmålet skal ikke opfattes som en kritik af Margrethegårdens køkkenpersonale, men som et indspark til nytænkning omkring køkkenet og restaurantens funktionalitet.
Gang på gang er køkkenet, maden, priserne og meget mere til debat. Ofte høres: “Det kan jeg/vi selv gøre billigere”. Måden maden udleveres/serveres på debateres ofte, om lange køer kan undgås, eller om problemet kan ordnes med en tidsbestilling for afhentning eller udlevering af mad.
Mange roser, at restaurant og køkken er åben alle dage, men når det er sagt, så bør menuerne i weekenden tages op til revision. Mange vil gerne invitere familie og venner i restauranten i weekenden, men for at gøre det mere attraktivt, skal menuerne være noget særligt – og ikke pizza, lasagne eller lignende, det kan jo leveres af et cykelbud på hjemadressen for en billigere penge. Sker det, bliver vores kollektive restaurant jo ikke brugt, som det er hensigten. NB vore 3.000 kroner årligt i kollektivafgift, for hvert lejemål bør til dels bruges til en forbedret weekendservice?
Dette var et par betragtninger om køkkenet/restauranten bruges af disse. Der er garanteret mange andre uprøvede forslag. Dem hører Beboerforeningen gerne om. Og i kølvandet på inputene vil Beboerforeningen oprette et lille udvalg, som skal udarbejde forslag til fremlæggelse for DSI bestyrelsen gennem den daglige administration her.
Afslutningsvis skal vi huske på, at vi er et kollektiv med restauranten og køkkenet som et væsentligt omdrejningspunkt.
Interesserede i dette udvalgsarbejde kan henvende sig til Beboerforeningen gennem undertegnede.
På Bestyrelsens vegne
Bendt Egelund, 64-104, 21 81 28 23
bendt.egelund@hotmail.com
Storm P om livet
- Livet er svært, men matematik er sværere
- Livet er et cirkus. Man kommer ind og bukker, render rundt, bukker igen og går ud
- Tilværelsen er i virkeligheden nederdrægtig, men man har jo ikke andet end den
- Livet er en ørken – og vi er kamelerne
- Har man ikke andre glæder her i livet, så har man dog selvglæden!
- Eubiotik, som kommer af græsk – er et ganske ukendt begreb i vore dage, idet det betyder at gøre sig livet behageligt
Behold dit nummer, når telefonnettet lukker
Hvis du har en fastnettelefon, skal du være opmærksom på, at TDC lukker telefonnettet, central for central, i løbet af de næste fire år. Lukningen foregår løbende, og TDC har ikke fortalt, hvornår lukningen skal ske i vores område.
Når telefonnettet lukkes, kan du beholde dit telefonnummer, hvis du skifter til enten en mobiltelefon eller til at have telefon over internettet.
De fleste mobiltelefonselskaber tilbyder at flytte fastnetnummeret over på et simkort, som så kan sættes i en mobiltelefon, men man kan også få bordtelefoner med store, tydelige taster, til simkort, hvis du foretrækker det.

Man kan også få flyttet nummeret til internettelefoni. Det kræver, at man har et internetabonnement med en router. Routeren kan sluttes til tv-nettet og telefonen til routeren. Der er jo ved at blive lagt fibernet ind på Margrethegården, og når det engang er etableret, vil det formentlig også give de samme muligheder for at få telefon over internettet.
TDC giver besked i god tid inden forbindelsen bliver lukket, men det anbefales ikke at vente til sidste øjeblik, da ventetiden kan blive længere, jo tættere vi kommer på nedlukningen.
Sankthans på Margrethegården
Kom med til sankthansaften på Margrethegården den 23. juni.
Vi mødes efter middagen klokken 19 ved petanquebanen til fælles hygge. Der serveres pandekager med is og en genstand. Vores egen Ivan spiller nogle numre på harmonikaen, vi tænder bålet og sender heksen til Bloksbjerg, mens vi synger Midsommervisen.
Hvis det skulle blive regnvejr, flytter vi festen indenfor i restauranten. Så bliver det uden bål.
Det kaster 50,- kroner at være med for medlemmer af Beboerforeningen og 75 kroner for gæster. Billetter købes i butikken frem til torsdag den 19. juni.
Beboerforeningen
Skal vi preppe eller hva’?
Befolkningen er for længe siden blevet opfordret til at tage forholdsregler for det tilfælde, at vi er uden vand, strøm eller varme i en periode. I praksis foregår det bl.a. ved, at man skal opbygge et lager af drikkevand, madvarer, osv.
Alt dette er med den enkelte husstand som centrum og som aktør. Men nu er der forskellige steder opstået lokale initiativer med udgangspunkt i, at man måske med fordel kan samarbejde og hjælpe hinanden, f.eks. via grundejerforeningen.
Måske kunne det også være en god idé, at vi på Margrethegården lægger hovederne i blød og laver vores egen beredskabsplan?
Bare for at nævne et enkelt eksempel, så forestiller jeg mig, at ikke-fungerende elevatorer er et problem, som kræver fælles handling.
Poul Ingerslev, 72-104, e-post: poul.ingerslev@gmail.com, Tlf. 21 79 46 99
Vi får bus igen
Om morgenen, mandag den 30. juni, omkring klokken kvart over ni, holder bus 209 ved Margrethegården for første gang i et år.
Vi kan godt klappe os selv på ryggen og ønske hinanden tillykke, når det sker, for hvis ikke vi havde skrevet læserbreve, kontaktet byrådsmedlemmer, holdt borgermøde, fået artikler i pressen, stillet et borgerforslag og mødt op i byrådet, ja så havde vi stadig ikke haft nogen bus her i området.
Sidste år var mange af os med til at sige farvel til bussen, da den sidste kørte. I år møder vi frem igen med flag, balloner og sang for at byde bussen velkommen, når den kører igen.
Selvom det er godt, at vi fra nu af har en bus, som kører to gange mandag til lørdag mellem 9 og 14, så løser det jo kun en del af problemet med kollektiv transport i vores område. Vi har jo også brug for at komme til centrum og stationen om aftenen og om søndagen, hvis vi skal deltage i samfundslivet, sociale og kulturelle aktiviteter eller besøge venner og familie. Så vi bliver ved med at presse på, for at få en bedre dækning.

Valgmøde på Margrethegården
Der skal jo være kommunalvalg tirsdag den 18. november i år og Beboerforeningen inviterer den 15. september alle byrådets partier til et valgmøde på Margrethegården med temaet: Hvad er velfærd for ældre? med mobilitet som et vigtigt element. Der kommer flere oplysninger om det, når tiden nærmer sig.
Busgruppen
Valg til DSI Bestyrelsen
Som de fleste ved, er Margrethegårdens øverste myndighed en bestyrelse på syv medlemmer. To medlemmer er udpeget af Foreningen Frembo, et af kommunalbestyrelsen, et repræsenterer Margrethe Hjemmet, et er valgt af lejerne i Bredgade og to vælges blandt os på Margrethegården.
Bestyrelsen er nedsat for en fireårig periode, som følger byrådets valgperiode, så der skal sammensættes en ny bestyrelse i år. Vores repræsentanter i den nuværende periode er Søren Vagn Hansen og H.C. Stigaard, som trådte ind i stedet for Justin Corfitzen
i 2023.
Valgmøde den 28. august
Beboerforeningen inviterer alle Margrethegårdens beboere til valgmøde tirsdag den 28. august klokken 19 i restauranten, hvor vi skal vælge de to beboere, som skal repræsentere os i de næste fire år. Der kommer en indkaldelse i postkasserne i begyndelsen af august.
Alle beboere kan opstille til valget og for at give os det bedst mulige udgangspunkt for at vælge, inviterer vi alle, som har lyst til at stille op, til skrive en kort introduktion på højst 275 ord om sig selv, sine grunde til at stille op og sin baggrund for at stille op. Der må gerne være et billede også. Teksterne skal senest den 1. august sendes til Carl på mail: carl@rosschou.dk eller lægges i postkassen 68-512.
Det er ingen betingelse for at stille op, at man skriver om sig selv, men det er en fordel for alle, som skal stemme, at vide noget om de opstillede.
Med venlig hilsen
Margrethegårdens Beboerforening
Markiser
Jeg er i færd med at indhente tilbud flere forskellige steder på ovennævnte markiser og har allerede nu modtaget tilbud på et par stykker, som ligger pænt langt fra hinanden prismæssigt!
Det er kun på en enkelt markise, mit tilbud omfatter!
Men jeg tænker, at jo flere der viser interesse, jo bedre pris…..
Sommeren er over os og mange af os døjer med varmen, især ved hedebølge, når solen er på sit højeste.
Der går ca. 6-8 uger fra ordrebestilling, så det er om at komme i omdrejninger.
Såfremt I er interesseret, bedes I henvende jer til:
Hanne M. Paulsen
mobil: 25 12 29 03 – helst aften!
Vegetarer på Margrethegården – foren jer
Der dukker nye og spændende ændringer op i restauranten, efter Bauer er blevet køkkenchef.
Fra den første juni har vi hver dag kunnet vælge en vegetarisk ret som alternativ til den almindelige menu.

Rødbedebøf, som blev serveret den 1. juni
For de inkarnerede vegetarer er det en dejlig nyhed, nu er de ligestillede med os andre og kan vælge mellem nye, velsmagende retter hver dag. Forhåbentligt vil de bestille mad oftere, når der hver dag er noget for dem.
Jeg ved, at nogle med det samme rynker på næsen og afviser den slags kaninfoder. Men prøv at give det en chance. Vegetarisk kost er sundt, det sagtens smager fint, når det er godt tilberedt, og det er godt for klimaet og naturen at spise grønt. Godt for vores børn, børnebørn og oldebørn. Så prøv det, giv det en chance.
Og for os andre, som måske er, hvad man kalder flexitarer, som altså både spiser kød- og vegetarretter, er det en god afveksling, at vi kan vælge vegetarmad til.
Et tilbud skal modtages positivt og bruges, ellers falder det bort. Derfor: Slut op om det grønne alternativ i restauranten.
Carl