Oktober25


Velkommen Bredgade

Margrethegården har, som de fleste nok ved, en afdeling i Bredgade. Et gammelt murstenshus i to etager, med i alt tretten lejligheder, som ligger på hjørnet af Bredgade og Allehelgensgade. Bag huset er der en hyggelig have, som er et samlingssted for beboerne. 

Da de i Bredgade og vi på Dronning Sofies Vej er lejere hos samme selskab, ligger det lige for, at vi lærer hinanden at kende. 

Den 23. september havde vi inviteret en gruppe fra Bredgade på besøg her hos os på Margrethegården. Vi viste dem alle vores fælles faciliteter, fortalte om de mange frivillige aktiviteter og om Beboerforeningens arbejde. De spiste sammen med os i restauranten, hvor der blev serveret en rig

tig lækker fiskeret. 

De kunne lide, det de så, og vi aftalte, at beboerne i Bredgade kan være medlemmer af Beboerforeningen, deltage i alle arrangementer og i øvrigt have de samme fordele som medlemmerne på Dronning Sofies Vej. De modtager også Beboernyt for fremtiden og har mulighed for at bidrage med indhold.

Derfor byder vi beboerne fra Bredgade velkommen i Margrethegårdens Beboerforening. 

Beboerforeningens Bestyrelse

Litteraturgruppe

Vi er nogle der kunne tænke os at starte en litteraturgruppe en gang om måneden og vi vil gerne have flere med. En gruppe på højst 10 personer mener vi er en passende størrelse.

Vi foreslår at mødes den fjerde onsdag i måneden kl. 19-21. Den første gang hos Jytte Christiansen nr. 68-604 onsdag den 22-10 kl. 19

Er det noget for dig, så ring til Jytte Christiansen tlf. 22 46 28 75 eller Ulla Kildegaard tlf. 61 60 72 28. Tag gerne selv kaffe/te eller andet at drikke med.

Venlig hilsen
Ulla Kildegaard

Seniorbo Svogerslev 

Der mangler boligtilbud til ældre i Roskilde og ikke mindst i Svogerslev. 

Det vil foreningen Seniorbo i Svogerslev, med mere end 200 medlemmer, gøre noget ved. De vil købe en grund, som i dag er en pløjemark, for at opføre et senior-bofællesskab. Det kræver, at Roskilde Kommune laver en lokalplan for boliger på grunden. 

Foreningen har stillet et borgerforslag for at få kommunalbestyrelsen til at diskutere en ny lokalplan for området. Hvis du vil støtte deres forslag, kan du gøre det ved at gå ind på kommunens hjemmeside,.

Fredagsbar

Lisbeth og Michael har afholdt Margrethegårdens første Fredagsbar.

Det må siges at være en succes, da der var cirka 40 fremmødte. Der var hyggelig og munter stemning, og der blev talt og grinet på kryds og tværs.

De vil nu arbejde videre på projektet, så vi forhåbentlig får mulighed for at fortsætte dette arrangement første fredag i hver måned.

Jytte
72-108

Reparer – i stedet for at smide ud

I Roskilde Repair Café på Musicon står frivillige fixere klar til at reparere defekte ting den sidste søndag i hver måned mellem klokken 10 og 13.

Du kan komme med elektronik, tøj, husholdningsapparater eller andet, som er gået i stykker, som de frivillige vil prøve at reparere. Du sparer penge og gavner miljøet ved at reparere i stedet for at smide ud og købe nyt. 

Svindel på nært hold – sådan kan det gå

Oplevet af Ingrid i 64-102

Fredag den 22. august blev Ingrid ringet op af “Bjerregaard” fra banken, som fortalte, at der i dette øjeblik var ved at blive overført 6.000 kroner fra hendes konto til en konto i Norge. “Men nu vil jeg hjælpe dig,” sagde han. “Er der flere, som har adgang til din konto?” Ingrid svarede, at det har hendes datter. 

Manden svarede, at hende havde han talt med, og hun oplyste, at Ingrid har mange kontanter liggende. “Har du 10.000 kroner liggende?”, spurgte han. Ingrid svarede: “Jeg har ikke talt dem. Jeg tror, at jeg har 50 kroner.” Manden spørger også, om Ingrid har guld eller smykker liggende. Hun svarer, at det har hun givet væk. Så spørger han, om hun har et kreditkort. “Nej,” svarer Ingrid. “Det må jeg ikke have.”

Så afbryder han samtalen.

Bendt Egelund

Beskyt dig mod svindel

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan også hente app’en Mit digitale selvforsvar til din mobiltelefon. Det er en gratis app, der hjælper dig med at være sikker online, ved at holde dig opdateret om den nyeste digitale svindel, fupmails, falske sms’er eller anden svindel i omløb. Du kan også finde mange gode råd på hjemmeside sikkerdigital.dk.

Hvis du bliver ramt af digital svindel kan du få hjælp hos Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37. 

Det vigtigste råd er: Vær skeptisk og forberedt. Hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, ja, så er det sikkert heller ikke sandt. Og husk på, at hverken banker, politi, kommunen eller andre myndigheder nogensinde vil ringe op og bede om dankort oplysninger, sende et bud efter dankortet, kontante penge eller andre værdier. Heller ikke selvom svindlerne ofte starter med at sige, at din konto er ved at blive hacket og pengene straks skal flyttes til en sikker konto. Hvis banken eller politiet har en mistanke, om at din konto er i fare, så sørger de med det samme for at spærre adgangen.

Kampvalg til DSI Bestyrelsen

Valgmødet afholdes torsdag den 23. september kl. 19 i Restauranten og er blevet indkaldt med invitation i postkasserne for et godt stykke tid siden. 

Der skal afholdes skriftlig afstemning, eftersom der er fire opstillede kandidater. Kandidaterne er:

    • Bendt Egelund – 64-104

    • Merete Meincke – 68-613

    • Carl Rosschou – 68-512

    • Tom Pedersen – 68-413

Kandidaterne vil præsentere sig selv på mødet – men du kan jo også stille spørgsmål til dem på forhånd, for at finde ud af, hvem du skal stemme på. 

Mød op, og vær med til at bestemme, hvem der skal repræsentere os beboere i DSI Bestyrelsen de næste fire år. 

Beboerforeningen

Boykot valget til DSI bestyrelsen!

I de næsten fem år jeg har boet på Margrethegården og fulgt med i det organisatoriske, har DSI bestyrelsen i høj grad været karakteriseret af manglende evne til at løse problemer. Dertil kommer, at bestyrelsen er præget af hemmelighedskræmmeri over for os beboere, hvad angår mødereferater, regnskaber, og lignende  – og det på trods af, at det er vores penge (husleje), bestyrelsen administrerer!

For eksempel har bestyrelsen i årevis arbejdet på at få lavet en vedligeholdelsesplan, og det er først nu, den er færdig – en så gammel bebyggelse som Margrethegården burde jo have haft en vedligeholdelsesplan for mange år siden. Et andet eksempel er restaurantens underskud, som har været kendt i årevis, og der er vist stadig ikke nogen løsning i sigte. Et tredje eksempel er bestyrelsens ansættelse af en køkkenchef i oktober 2024, som slet ikke passede til jobbet. Et sidste eksempel er indførelsen af fibernet, hvor vi beboere blev informeret for dårligt og for sent, på trods af, at der er tale om et voldsomt indgreb i vores dagligdag.

Så alt i alt, er det meget svært at have tillid til DSI bestyrelsen – og der forekommer sløseri og inkompetence på trods af, at vi beboere har haft to repræsentanter siddende i bestyrelsen.

Jeg mener, at det bør være slut med, at vi er ”til grin for vores egne penge”, og opfordrer derfor til, at vi boycotter valget og dermed siger nejtak til at være medansvarlige for bestyrelsens gøren og laden. Individuelt kan man jo f.eks. stemme blankt og dermed udtrykke sin utilfredshed med tingenes tilstand.

Poul Ingerslev
72-104

Boykot ikke valg til DSI bestyrelsen!

Poul har fuldstændig ret i alt det, han skriver i sit indlæg  –  undtagen i det sidste afsnit, hvor han foreslår, at vi skal boykotte valget den 23. oktober.

Ved at boykotte valget og undlade at vælge de to repræsentanter, vi har ret til, mister vi helt vores mulighed for indflydelse. 

Derfor opfordres alle til at møde op og stemme. Det giver os en mulighed for at ændre på tingene. Blandt andet ved at involvere beboerne i en meningsfuld dialog og sikre information mellem beboerne og bestyrelsen. 

Bent Egelund  –  64-104
Kandidat til valget

Faste aktiviteter

Billardrum: i kælderen, åben for alle hele døgnet. Nøgle kan bestilles hos ejendomsfunktionærerne. Det er også muligt at spille bordtennis og dart i lokalet.

Motionsrum: i kælderen, åbent for alle hele døgnet. Få eventuelt introduktion/vejledning fra Erik, 5072 9848.

Butikken: Åben fra 9.15 til 11.15 alle hverdage.

It Cafeen: Se åbningstider på opslag på døren.

Stolegymnastik: Åbent for alle. Tirsdag kl. 10-11 i selskabslokalet.

Gåtur i roligt tempo (alle kan være med): Onsdag klokken 11-12. Vi mødes i forhallen og går en til to kilometer.

Indkøbsbussen: Afgang mandag, onsdag og torsdag ml 10-12. Kontakt Ruth Baden Ekelund, telefon 61 11 58 03 eller Hanne Larsen, telefon 31 95 20 79 for tilmelding.
De skal bruge navn, adresse, telefonnummer og telefonnummer til en pårørende.

Mandagshygge: Hver mandag klokken 13-16. Bordtennis i selskabslokalet og kaffe, hygge og snak i dagligstuen.

Kommende aktiviteter

Valg til DSI bestyrelsen torsdag den 23. oktober. Se nærmere på side 4-5.

Vi synger sammen. Vi synger sange fra Højskolesangbogen, onsdag den 5. november klokken 15-16 i restauranten

Fredagsbar: fredag den 7. november klokken 15-17.

Banko: Søndag den 16. november klokken 14 i restauranten.

Om BeboerNyt

BeboerNyt Margrethegården udgives af et udvalg, som består af: Carl Rosschou, Helle Frederiksen, Jytte Hjort, og Bendt Egelund. Og der er plads til flere, hvis du har lyst til at være med.

Det trykte nyhedsbrev kommer hver anden måned og bliver uddelt i post-
kasserne.

Tidligere numre kan læses i mappen i tv- og læsestue eller på nettet på adressen: https://it-cafe.dk . Imellem de trykte udgaver, udsender vi et digitalt nyhedsbrev, som kommer efter behov. Hvis du ikke modtager det, kan du sende os en mail på adressen:  nyhedsbrev.margrethegaarden@gmail.com. Du kan også bruge adressen, hvis du vil kommentere indholdet i bladet eller skrive et indlæg.