Den 28. maj 2024 bliver den gamle version af MitID appen lukket ned. De fleste har allerede opdateret MitId til den nye udgave, men der er nogle ældre telefoner, som ikke kan opdateres til den nyeste version.
For iPhone kan man installere MitID appen på iPhone 6S og alle modeller opefter, hvilket svarer til styresystemet iOS 15 og frem. For Android fungerer MitID appen på Android 9 og frem.
Sådan tjekker du din telefon
Android
Android 9 blev lanceret i august 2018,
så hvis din telefon er købt før da, er det muligt, at den ikke kan opdateres.
- Vælg Indstillinger på din telefon. Det findes enten i hurtig-menuen i toppen eller blandt dine apps.
- Søg efter et punkt som hedder Om Enheden, Om telefonen eller lignende.
- Under Android-version kan du se, hvilken version din telefon er udstyret med.
- Har din telefon Android 8 eller et lavere tal, kan du forsøge at opdatere din telefon til en nyere version.
Læs mere om, hvordan du tjekker Android-versionen og opdaterer din telefon her.
iPhone
iOS 15 blev lanceret i september 2021,
så hvis din iPhone er ældre end det, er det muligt, at den ikke kan opdateres.
- På din hjemmeskærm skal du klikke på ikonet Indstillinger.
- Klik så på feltet Generelt.
- Øverst vælger du feltet Om.
- Du kan nu se, hvilken version af iOS, du kører, under iOS Version.
Læs mere om, hvordan du tjekker iOS-versionen og opdaterer din iPhone her.,
Hvis din telefon ikke kan opdateres
Hvis din telefon ikke kan opdateres til at bruge den nye version af MitId, kan du naturligvis anskaffe en nyere model. Men hvis du ikke har lyst til det, kan du bestille en kodeviser. Det er en lille, elektronisk enhed, der viser en engangskode, når du trykker på en knap. Engangskoden skal du indtaste, når du logger på eller godkender med MitID, fx når du skal logge på din bank eller på borger.dk. Bestil en kodeviser her.
Hvis du har brug for hjælp
Du kan få hjælp til at opdatere din telefon eller til at bestille en kodeviser i It Cafeen. Der er åbent mandag klokken 14-16, onsdag klokken 10-12 og fredag klokken 14-16.